Nærbilde av ribbestrikk med luft i maskene

Opfindelsen

Det er ikke kun ulden, der gør forskellen. Det er måden, vi strikker den på.

Historien om Brit og Eilif Lyngstad – strikket med luft og kærlighed.

LYNGSTAD, 1994

Det startede med, at Eilif frøs

Eilif drev gården på Lyngstad, og dag efter dag kom han våd og kold hjem fra skoven og arbejdet på gården. Brit var uddannet konfektionstekniker og havde strikket hele livet. Hun prøvede en ny måde at strikke på, med langt flere små luftlommer i masken.

Eilif tog sweateren på, og han holdt op med at fryse. Rygtet gik fra gård til gård, og i 1994 lånte Brit en million kroner, købte en større strikkemaskine i Schweiz og startede produktionen i kælderen under bedehuset.

Sådan virker strikkemetoden

Uld alene er ikke hele forklaringen. Det, der isolerer, er den stillestående luft i strikken – og Brits metode bygger meget af den ind.

Fisker i blå Hustadvika-sweater om bord på båden 1 2 3
  1. 1
    Luft strikket ind i hver maske

    SINTEF beskrev strikken som »en tyk og åben struktur« med »meget luft mellem fibrene«.

  2. 2
    Luften holder på varmen

    Kropsvarmen bliver i luftlommerne, også når du holder pause. SINTEF fandt, at isoleringsevnen følger luftmængden i strikken.

  3. 3
    Ulden klarer resten

    Uld kan optage meget fugt uden at føles våd, så du holder varmen, når du stopper op efter aktivitet.

Inde i strikken

Helt inde i strikken: luft mellem maskerne
Helt inde i strikken: luft mellem maskerne
KropsvarmeVarmen fra kroppen varmer luften i maskerne op.
Luft i maskerneStillestående luft isolerer godt – derfor holder strikken på varmen.
FugtUlden optager fugt uden at føles våd.

To lag til de koldeste dage

Havbris inderst og Hustadvika yderst. To lag med luft i masken, lavet til at blive brugt sammen, når det er rigtig koldt.

  • Havbris – Det lette lag – inderst, direkte mod huden
  • Hustadvika – Det varme lag – yderst
SINTEF: Feltutprøving av LANULLVA undertøy på Svalbard 1995

SVALBARD, MARTS 1995

Testet af SINTEF ved minus 23 grader

Arbejdere på vej til Svalbard begyndte at bestille undertøj fra Brit, og hun ville vide, om det, hun havde set, holdt stik. I marts 1995 testede SINTEF undertøjet i klimakammeret i Trondheim med testpersoner, der vekslede mellem hårdt arbejde og hvile. Konklusionen var, at undertøjet »derfor ser ud til at fungere godt under forhold med varierende arbejde og hvile i kolde omgivelser«.

Samme uge blev det afprøvet på Svalbard: tre timer på snescooter ved minus 23 grader med Lanullva som eneste undertøj under dragten. SINTEF kaldte resultaterne »meget opløftende«.

»Jeg er 100 % sikker på, at det var Lanullva, der reddede mine tæer.«

– Scott Johnson, Arctic Polar – Svalbard, 22. februar 1996, minus 50 grader

»En anden meget positiv effekt var, at undertøjet holdt kroppen varm også i hvilepauserne. Jeg blev ikke kold i pauserne.«

– Ekspeditionsdeltager, Island Peak, Nepal – oktober/november 1994

Fra arkivet

Dokumenteret fra starten

Tryk på et dokument for at se originalen.