En kærlighedshistorie
I begyndelsen af 1990'erne gjorde strikkeglade Brit Vinje Lyngstad en opdagelse, der forandrede livet - for både hende og hendes mand Eilif. De to boede på en gård, et af de koldeste og vådeste steder i Norge. Kulde og storm fra Atlanterhavet, bidende nordenvind og regn to ud af tre dage om året var normalen i Nordvestlandet.
Brit kunne ikke længere se på, at hendes mand kom våd og kold hjem fra skoven og gårdarbejdet, dag ud og dag ind. Af kærlighed til sin Eilif skaffede hun ekstra blød, førstegangsklippet lammeuld og udviklede en ny og helt anderledes strikkemetode - med sin enkle strikkemaskine.
Hun holdt den færdigstrikkede uldtrøje op mod lyset - og forklarede. Hun havde formået at forbedre uldens evne til at isolere og til at lade mere fugtighed slippe igennem. Strikkemetoden øgede antallet af luftlommer i trøjen og føltes anderledes på kroppen. Eilif tog den på og forstod hurtigt, at der var noget helt særligt ved denne trøje. Og takket være Brits opfindelse, luft og kærlighed - holdt han op med at fryse.
Rygtet om en ny strikkemetode og Brits varme opfindelse gik fra gård til gård. Til sidst pantsatte hun alt, hvad hun ejede, lånte en million kroner, tog til Schweiz - og købte en meget større strikkemaskine! Sådan så uldvarefabrikken og mærkevaren Lanullva dagens lys i 1994.
En dag bestilte en gruppe arbejdere på vej til Svalbard og 40-50 minusgrader uldundertøj af hende. De holdt varmen og sendte et rørende takkebrev tilbage. SINTEF i Trondheim ville teste, om historien var sand - og sammenlignede med andre kendte uldplagg - som var strikket på den almindelige måde.
Historien blev bekræftet. "Af de testede produkter er
Lanullva-undertøjet klart det bedste med hensyn til termiske egenskaber. Jo koldere, jo bedre resultater vurderes for
Lanullva. Når det nærmer sig minus 10 grader og koldere, er
Lanullva meget klart bedst."
Dette var starten på verdens varmeste strikkemetode, Vinje uldvarefabrik og dagens
Lanullva-succes. Brits datter Gunn Anne Vinje Lyngstad satte ny fart på virksomheden fra 2006 - og vi arbejder stadig hver eneste dag for, at ingen skal behøve at fryse.
Det er et vigtigt arbejde. For nordenvinden herude ved Atlanterhavet har ikke tænkt sig at give op lige med det samme.