Femundløpet 2024
Omkring dig fyldes Røros' smalle gader med ivrige hunde og forventningsfulde hundekuske. Højlydt hundeglam, nerver og kaos.
High fives og jubelråb følger dig op ad Kirkegata. Du holder vejret gennem det sagnomspundne 90°-sving. Så bliver der stille, og spændingen slipper sit tag.
Endelig er I i gang. Du og hundene.
Da Annbjørg Bakken var 10 år, skrev hun en huskeseddel til sig selv. Budskabet var krystalklart:
«Du skal blive hundekusk, når du bliver stor!!! Selv om du har
ombestemt dig nu, skal du blive hundekusk!»
Annbjørg holder fast i barndomsdrømmen og flytter efterhånden til Finnmark for at arbejde hos et af landets bedste langdistanceteams. Tre år senere stiller hun til start i Europas længste løb; Finnmarksløpet, et eventyr på 1200 km. Sammen med hundene fra Jotka Fjellstue bliver Annbjørg bedste førstegangskusk og kvinde over målstregen. Hun kører ind på en imponerende 5. plads og bliver nomineret til prisen for bedste hundepleje.
«Det er i løb, man lærer mest. Du bliver virkelig udfordret på det, du har trænet, og det er ofte der, du får hunde, som overrasker, tager ansvar og viser, hvad der bor i dem,» fortæller den 29-årige, som nu holder til i Ålen, Trøndelag.
Årene i Finnmark giver pigen fra Lillehammer den viden, hun har brug for, for at starte for sig selv. I dag er Annbjørg godt i gang med sin anden løbssæson på egne ben, og i hendes hundegård står der 15 ivrige huskyer. En stor kontrast til da hun som barn føjede ‘hund’ til alle sin mors indkøbslister i håb om, at en firbenet ven ville komme med hjem fra supermarkedet.
Sidste års Femundløp gik ikke helt efter planen, da både hunde og kusk måtte udgå på grund af sygdom. «I år har jeg derimod besluttet, at det her skal vi fandeme lykkes med,» siger Annbjørg bestemt. Strategien er at hygge sig og hvile meget.
«Det er ekstra særligt at køre med sine egne hunde. Man får et helt andet ejerskab over alt, man gør,» forklarer Annbjørg, som i år kører Femundløpets 450 km-distance. «Jeg føler virkelig, at dette er mit løb.»
Temperaturerne falder tidligt til godt under -30°, og selv Annbjørg må indrømme, at det river godt i lungerne undervejs. At klæde sig på til varierende aktivitet i sådan kulde er ikke en let opgave.
«Du står jo der på slæden klædt på til bidende kulde, og så skal du pludselig løbe op ad et bjerg. Sådan af-og-på-arbejde ville normalt have gjort mig klam og derefter meget kold, men med flere lag uld fra Lanullva gik det rigtig fint.»
På trods af kulden byder det trønderske vinterlandskab på flere magiske oplevelser, og over fjeldet mod Søvollen får hundekusken en solnedgang af de sjældne. Omkring Annbjørg farver solen fjeldtoppene røde, og foran slæden går otte hunde i fin takt. Det er belønningen for alt sliddet, for alt man ofrer gennem en sæson og efterårstræningens lange timer i regn, slud og mudder.
«Over fjeldet dér græd jeg lidt på slæden,» indrømmer Annnjørg. «Mine hunde arbejder så utroligt godt i alle de stigninger, vi møder, og med den solnedgang oveni. Sådan noget bliver man jo rørt af.»
Fordelt på kontrolpunkterne Søvollen og Tynset bliver tre af hundene taget ud med mindre skader. Lykke, Centi og Kora får dermed lov til at køre i bil sammen med handlerne resten af løbet.
Som resultatlisterne i langdistancehundekørsel ofte viser, er det ingen selvfølge, at man kommer i mål. Under lange løb er det vigtigt at træffe gode valg, tage vare på hundene fra start og have lidt held. Små fejl og uheld kan få stor betydning efter flere hundrede kilometer.
«Jeg holder jo meget af at arbejde med dyr, og i en sport som hundekørsel bliver dyrevelfærd meget vigtigt,» fortæller Annbjørg. «Det er derfor trygt at vide, at du også kan træffe gode valg og stadig tænke på dyrevelfærd med det tøj, du bruger. Med Lanullva ved du, at du får etisk produktion, og at fårene har det godt.»
At køre de sidste 200 km med fem hunde kan være en hård opgave, men Annbjørg er optimistisk. «Indtil videre har vi kørt pænt og ordentligt, og de fem hunde, der er tilbage, er utroligt gode. Så hvis jeg fortsætter med at træffe de rigtige valg, kommer vi hele vejen til mål.»
Ud fra løbets sidste kontrolpunkt hyler og hopper de fem tilbageværende hunde af ivrighed. Der er ingen tvivl om, at Loke, Nasa, Lava, Grim og Grå er klar til turen over fjeldene mod Røros.
«At se den glæde så langt inde i løbet er overvældende som kusk. Du bliver meget rørt over, at de stadig ønsker at arbejde røven ud af bukserne, efter at have løbet så langt,» fortæller Annbjørg stolt.
Sidste etape begynder med stejle stigninger, og Annbjørgs hunde arbejder som guder. Hver gang der er tegn på stop, sætter førerhunden Loke gang i et hylekor, mens han hopper i selen.
«At køre i mål med mine egne hunde efter en træningssæson med tunge spor og usikkerheder – så er det meget særligt at lykkes med det, selv om man ender midt på resultatlisten, så føles det som en sejr,» fortæller en tydeligt rørt hundekusk, som kom i mål med hunde, der stadig ønsker at løbe videre.
